Må jeg sige dét højt?

"Jeg har ikke sat mig ind i det, derfor har jeg ikke rigtig nogen mening at dele med dig om det emne." Jeg ville ønske jeg havde lært at sige sætninger som denne højt, da jeg var yngre. Jeg kunne have undgået mange verbale ørefigner i processen, men sådan gik det nu ikke. Sandheden er jo at det er vigtigt at tale om rigtig mange ting i dag, og det føles næsten som om jeg er fanden selv, når jeg meddeler at det ikke siger mig noget. Det er jo ikke det samme som at være ligeglad.

Bogen, der åbnede mine øjne; The Subtle Art of Not Giving a F*ck 

Ud over at titlen er fantastisk, så er bogen utrolig inspirerende. Den findes også på dansk under navnet Kunsten at Være F*cking Ligeglad. I bund og grund handler den om vores mentale helbred, men den vigtigste indsigt jeg fik med mig af at læse den, er det jeg gerne vil dele med dig. 

Det handler om engagement.

Uskrevne regler dikterer vores liv i en sådan grad at det eneste vi efterhånden kan gøre rigtigt er at trække vejret. Selv det er der utallige eksperter, der næsten snubler over hinanden i forsøget på at minde os om hvor vigtigt det er at trække vejret ordentligt.

Vi skal spise sundt, motionere, være glad for vores arbejde, elske vores børn og alt muligt andet, der er mindst lige så essentielt for vores velbefindende. Og hvis det ikke skulle være nok, så skal jeg jo også både være miljøvenlig, dyrenes forkæmper, tale for dem, hvis rettigheder bliver krænket. Øj, og så er der lige alle de gode formål jeg skal donere mine hårdt tjente penge, for at give noget til dem hvis rettigheder er blevet krænket.

Jeg bliver helt træt bare af at skrive det. Alle de forventninger, der følger med at være "det gode menneske" er mildest talt udmattende. Og ved du hvad? Jeg bliver sgu ærlig talt en smule vred over den reaktion jeg får, når jeg oprigtigt talt ikke interesserer mig for hverken miljørigtighed eller kvindekamp. Selv det at jeg bruger vendingen "ikke interesseret" kan jeg mærke en knude i maven over hvordan det nu bliver modtaget. 

"Tror læserne så, at jeg er sådan et miljøsvin, der synes at mænd har ret til mere magt end kvinder?"
"Burde jeg ikke omformulere det så folk ved at jeg passer på miljøet og er stor fan af ligestilling?"

Det er derfor jeg har øvet mig på sætningen jeg startede med. For at kunne sige fra, uden at fornærme dig og din kamp for hvad end du har sat dig for at kæmpe for. For det er uden tvivl en sag, der fortjener både engagement og masser af opmærksomhed.

Lad os bare lige slå én ting fast!

Når du gerne vil have mig med på din passionerede livsstil og bliver mødt med mit "det siger mig ikke noget" svar, så er det altså ikke fordi jeg finder din passion ligegyldig eller fjollet. Det er ikke det samme som at sige til dig at din kamp er tabt på forhånd eller mindre vigtigt end noget andet vi har talt om. 

Det handler om engagement. Enhver voksen har oplevet hvordan ens energiniveau daler i takt med at der bliver flere gøremål på listen. Selvom energi er noget meget fleksibelt noget at arbejde med, så er vores fysiske kroppe knap så fleksible. Det fungerer ligeså godt som at skyde med spredehagl (hint: det virker ikke!)

Så her er min kærlige opfordring til dig fra mig; øv dig i at være lidt mindre det gode menneske og giv lidt mere energi til dét du virkelig brænder for. For vores alle sammens skyld!

Og husk nu at selvom jeg ikke lige er med på din bølge, så er du aldrig alene! Vi er trods alt virkelig mange mennesker på denne her smukke jord, der alle brænder for noget.

Pas på dig selv!

Heidi Holm Kristoffersen


0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!