Må jeg låne tre et halvt minut af din tid?

Det program jeg bruger til min hjemmeside har en funktion, der fortæller mig hvor lang tid det ca. vil tage at læse det jeg skriver. Målet er at holde den til under tre minutter, fordi jeg ved du har masser at se til på sådan en herlig fredag som denne.

Der bliver spyttet kampagner ud i dag, til højre og venstre ser man fantastiske tilbud og endnu bedre rabatter. Personligt holder jeg mig langt væk fra centre, butikker og alt hvad der omhandler shopping. Jeg har sågar afmeldt samtlige nyhedsbreve, der sælger ud af deres ellers ret så interessante ting, bare fordi de skriver Black Friday tilbud i deres mails. Og hvorfor gør jeg så det, er det måske lige du tænker? Kan du ikke bare slette mailen? Jo det kunne jeg sagtens og det har jeg faktisk også bare gjort det andre år.

Nu er jeg bare blevet så bevidst om at det er mig, som forbruger, der står med al magten. Ikke dem, der sælger og ikke dem, der laver tingene. Mig. Hvis jeg ikke vil købe deres ting, har de ingen forretning. Den er ikke længere.

Og for mig er det en helt personlig holdning jeg har taget, at stoppe mig selv i det der forbrugsvanvid, verden lider under. Men inden den her mail kommer hen og bliver alt for politisk og vær med på bæredygtighedsrevolutionen, så vil jeg henlede din opmærksomhed på noget virkelig essentielt i det her emne. 

Handling trumfer holdning. Hver gang. 

Jeps, den er god nok. Hvis vi ikke er bevidste om vores valg, så tager vi altid det letteste. Og det er ikke et spørgsmål om at de letteste altid er det, der er mest rigtigt, snarere tværtimod. Folk, der går mere op i adfærd end jeg gør (ja de findes faktisk!), fortæller utrolige historier om hvordan vi gang på gang trodser selv vores dybeste overbevisninger i hvad der viser sig at være et splitsekund af impulsivitet. Og der er faktisk en forklaring på det (og en hjælpende hånd). 

Men først forklaringen. Vi har to forskellige måder at tænke på. Der er den strategiske, kognitive, fremtidsorienteret og rationelle del af hjernen. Den arbejder på den lange bane og det er her vores holdninger bliver skabt. Vi tænker over tingene og danner os en mening, der føles rigtig for os. Og så er der den anden, den impulsive. Den del af hjernen, der reagerer per instinkt, det går stærkt og det er lige nu og her. Ikke i morgen, ikke om en time, men lige nu og her. Gæt hvor mange holdninger, der får lov at være med til at lege her? 

Det normale reaktion jeg får ved denne udmelding er; jamen Heidi, når det VIRKELIG gælder, så tæller min holdning altså mere end min handling. Ja jo, det vil de fleste tro, men når jeg så fortæller at det sågar er blevet testet i forhold til kirurger på operationsstuerne, hvor hygiejne er livsvigtigt, stadig gør sig gældende at handling trumfer holdning, så får piben lige pludselig en anden lyd. Historierne kommer fra Morten Münsters bøger om adfærdsdesign og kan klart anbefales (jeg får hverken procenter eller kredit for at sige det, de bøger er bare fantastiske og inspirererende - og lidt lamslående)

Og her kommer så den hjælpende hånd. Gør det lettere at følge din holdning og gør det mere besværligt at følge dine vaner. Som f.eks. afmelde de nyhedsbreve, der lokker mig til at trodse min holdning til kommercielt overforbrug. Det kunne også være at sætte din badevægt foran slikskabet (min underviser på kostvejlederuddannelsen brugte dette som eksempel på at blive bevidst om sine vaner) eller at sætte en betalingsordning op til din favorit støtteorganisation. Du kan logge ud af din Netflix hver gang du slukker eller slukke tv'et på stikkontakten bagved reolen.

3 minutter og 20 sekunder, siger mit program. Det gik da meget godt ik?

Så er der heller ikke så meget andet tilbage end at ønske dig en super herlig fredag, og en fantastisk weekend!

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!