Nok er nok!

Nu har jeg endelig fået nok! 2020 har vist sig fra sin værste side og jeg må nok indrømme at det er mange år siden jeg har glædet mig så meget til nytår! At få afsluttet det her og få startet på et helt nyt kapitel! Yes, siger jeg bare. Men hov, det er jo kun 1. december, så jeg skal først lige igennem julen, og begynder jeg på en frisk.

Måske du kender følelsen? Et øjebliks sand åbenbaring bliver efterfulgt af planlægning og praktiske forhindringer, som gør at vi helt automatisk sætter den der nye fantastiske ide på pause. Vi gør det i morgen, i weekenden, når vi har ferie, når børnene er fløjet fra reden. Og inden vi har set os om er der gået endnu et år uden at drømmene gik i opfyldelse.

Så kommer efterrationaliseringerne os til undsætning; vi har det jo egentlig meget godt alt taget i betragtning. Vi har tag over hovedet, mad på bordet og masser af serier på Netflix. Det går nok alt sammen. Lige indtil vi stopper op og mærker efter. De fleste af os ville nok bare lade være med at stoppe, bare fortsætte derudaf. Men nu skal jeg lade være med at bruge ord som vi og os om hvordan jeg ser verden. For selvom jeg har en stærk formodning om at der er mange som mig derude så kan jeg kan tale for mig selv. Og jeg har fået nok! Jeg er træt af at gentage dagen fra i går.

Jeg har været her før så hvorfor skulle denne gang være anderledes? Hvad er det ved denne omgang fået-nok der får mig til at tro på jeg har magten og kraften til at forandre mit liv til det bedre? Ærligt, så er jeg ikke sikker på noget som helst, ligesom jeg heller ikke kan vide mig sikker på at jeg denne gang har fat i den lange ende. Men endnu engang er der noget indeni der vil have mig til at lytte efter. Og når jeg nægter at høre denne lille stemmes hvisken, ja så skrues der bare op for volumen. Og her er det erfaringen kommer mig til gode.

For jeg har været her før og jeg ved at hvis jeg ikke lytter efter nu, så ender mit lokum med at stå i en lys lue inden længe. Så nok er nok.

Og hvad vil du så gøre, Heidi?
Det er dagens helt store spørgsmål. Jeg ser noget ja ikke bryder mig om og tænker hvad vil du dog gøre ved det. Mit svar er for nu og altid; alt hvad jeg kan!

Gemt i frustrationen og irritationen gemmer sig nogle guldkorn, der bare venter på at blive opdaget. Men det snedige er ved gavernes forklædning er at de er skjult for dem der er frustrerede og irriterede. De er blinde og kan simpelthen ikke se gaverne uanset hvor stærke briller de tager på. Til gengæld viser de sig klart og tydeligt så snart vi er i stand til at slippe vores frustration og lade irritation være irritation. Så vores eneste opgave når vi havner i den der Arrgh-fælde er at finde en måde at slippe følelsen på. Træde ind i et neutralt telt så at sige.

Det lyder måske nemt, men det er det langt fra. Vi er nogle stædige asener og bruger overraskende meget energi på at vedholde os vores rettigheder. Vi har ret til at blive behandlet ordentligt, vi har ret til et godt liv og vi har ret til at have det godt. Så når nogen eller noget forstyrrer disse rettigheder vil vi naturligvis forsvare dem for en hver pris. Den berømte PYT-knap er langt væk.

Hvor er min berømte PYT-knap?
PYT-knappen er berømt fordi den virker. Men det sidste vi har lyst til når vi er frustrerede er da at sige PYT til det der frustrerer os. Vi kan bare ikke lige se at når PYT-knappen dukker op er den sendt til os af det ubevidste sind der gerne vil hjælpe os med at finde vej til gaverne. Og PYT-knappen viser vejen klart og tydeligt. Vi skal bare være lidt modige og turde tage skridtet selv.

Vi skal ville det. Vi skal ville finde en ny vej at gå og vi skal turde tro på at der er en ny verden der venter forude. En verden som du og jeg er med til at skabe som aktive deltagere. Og det er her jeg står nu. Med en fornyet tro på at jeg kan gøre en forskel for mig selv og for andre. At der er en dybere mening med alt hvad jeg har været igennem indtil nu..

Og ikke nok med det, så byder jeg nu det uventede hjerteligt velkommen! Som det eventyr jeg længe har drømt om skulle vise sig. Det er her nu. Og jeg kan ærligt sige at jeg ikke er klar.

Men jeg kaster mig ud i det alligevel!

Vi ses på den anden side!

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!